Om jeg begriber, hvad det er, der partout fik mig til at begynde på et par nye sokker i denne her hede..... I forvejen bruger jeg kun sokker til brug i gummistøvler, eller når tæerne trænger til lidt ekstra varme hjemme på en kold dag. I virkeligheden er det nok, Karens skyld, for Karens sokker bliver ved med at dukke op i tankerne. Derfor fandt jeg lidt Fortissima "tweed" garn frem fra gemmerne - altså garn fra lageret! Modellen er Socken mit Missoni-Zacken. Frit oversat til zigzag-strømper (lyder bedre end sokker.....) og opskriften er fra Das geniale Sockenbuch. Så ser vi, om den virkelig er så genial, at jeg får lavet et par sokker med den rigtige hæl. Indtil videre har det vist lange udsigter, men nu er jeg i gang!
Lige så standhaftig jeg var under indkøbsstoppet for ikke så længe siden, lige så nem at lokke er jeg nu. Det er skønt! Begejstring vil ingen ende tage og jeg vil det hele! Kartehuset havde et godt tilbud på australsk merino. Merinoen er vel i hus, nu ligger den store opgave så i, at få det fikset til noget strikbart garn.... Det er jo en ganske pæn portion uld, så der kunne jo godt blive til lidt mere end et par vanter. Så er tidshorisonten bare en helt anden, og som ikke garvet spinder kan man godt blive lidt modløs ved tanken. Farven var lidt af et sats - lys oliven. Det er først, når man modtager varen, at man kan endelig konstatere, om valget var rigtigt eller forkert. Farven er lys, men ikke så lys som på billedet og jeg er tilfreds. Ikke mindst med mit overmod omkring farvevalg p.t. De grønlige og blålige farver holder jeg mig normalt fra. Hvilket minder mig om, at The Somewhat Cowl altså trives i bedste velgående. Den får et par omgange i ny og næ, og det ser ud som om, at størrelsen holder.
Rokken har hvilet længe, og forleden aften skulle den absolut i gang igen. Okay, jeg indrømmer, jeg er tidligere blevet
lokket fristet af Kartehuset nettilbud, nemlig 250 g multifarvet merino. Efter at have spundet 100 g blev jeg enig med mig selv om, at resten nok aldrig blev til noget. Nu havde jeg jo li'som prøvet det. Ikke desto mindre er her ca. 60 g af selvsamme merino. Ikke meget, men det er 60 g øvelse ved rokken. Det er ikke en god idé at holde pause, tror jeg. Til gengæld er det en god idé, at lade lysten styre de kreative sysler. Det er jeg rigtigt god til i øjeblikket. Til tider er jeg styret af fornuften og mine egne små regler om, hvad der skal færdig, før jeg kan gå i gang med noget nyt. Nixen, bixen den går ikke lige nu. Der bliver surfet og dagdrømt i lange baner.
Det gode vejr har gjort mig godt. Jeg er i den grad i feriehumør og nyder de bare arme og ditto ben, lange lune aftener, mad på terrassen og sidst men ikke mindst, hjælper det jo også, at der står 5 ugers ferie og venter om 11 arbejdsdage. Nar mig om ikke klokken igen i aften bliver alt for mange, før jeg ligger i min seng. Jeg går ikke i seng, før jeg har fået nok for i dag!
Skønt Mette - skøn energi! Og du har helt ret - man skal gøre det man har lyst til! Om det så er sokker i tropehede....
Knus,
Britt
Posted by: britt | June 12, 2006 at 22:18