Søndagen fortsatte i fin strikke-stil. Der blev slået masker op til et tørklæde fra Scarfstyle i det kirsebær farvede garn fra Oldmill. Strikkelysten holdt til og med mandag aften, så tørklædet har hvilet et par dage. Det går ikke, for jeg kan mærke, at jeg keder mig lidt ved at strikke i det Kauni-agitge garn. Det er en skøn farve, og jeg skal nok blive færdig. Heldigvis er mønsteret nemt, så der kan strikkes til tv - alligevel kan det dog lykkes mig at misse et opslag. I går aftes kl. 22 skulle jeg så absolut i gang med at sy en nålepude. Det søde stof med pærene på var ganske enkelt for fristende. Det er jo ikke fordi, at jeg mangler en nålepude. Sagen er at jeg hygger mig med de småprojekter, som hurtigt bliver færdige. Hvis dagen ikke levner meget tid til kreative sysler, så er det jo glimrende med den slags projekter. Det kan absolut anbefales! Om ikke andet må der være nogle kreative veninder, jeg kan begave med en nåle-hilsen en dag. Der ligger osse et taskemønster eller to og venter på mig. Denne lille fyr har fået ny ejer. Olivia spurgte mig forsigtigt en dag, om jeg skulle bruge den til noget. Det skulle jeg, den skulle jeg nemlig forære til hende, så hun blev glad. Så gik der ikke lang tid, før søster kom for at høre, om jeg havde flere af "de der som Olivia havde fået". Så, ja, der må jeg nok også i gang igen. Dog tror jeg, at det skal være en anden udgave næste gang. Jeg skal ikke kede jer med yderligere opremsning af, hvad der frister, inspirerer og hvad jeg gerne "bare vil sy/strikke". Det kender I for godt selv. Listen er lang. Det er måske tid at tænke på julegaverne, hvis de skal være færdige.... Der er bl.a. en zebratrøje, jeg troede ville være færdig nu!