Min bedste tid på året er uge 7, 5 uger om sommeren, uge 42 og derudover påske og jul, altså ferietid. Når den så samtidig kombineres med lidt efterårsstemning, og det vi ikke taler om endnu (rimer på gul!), så er jeg i mit es! Det er vel heller ikke for tidligt at tage hul på eventuelle hjemmegjorte julegaver....?! Først vil vi nyde lidt dagene uden for hjemmet i godt selskab med mennesker, som vi holder af at være sammen med. En god start. Afrejsen er udskudt en enkelt dag, da min elskede fik en invitation, han ikke kunne sige nej til. I selskab med en god ven skal han nyde både middag og boksning. Det er ham vel undt!
Det passer mig fint med en ekstra dag hjemme, så er der god tid til at pakke strikketøj. Der skal krydsnøgles lidt garn. Her ser I mit køb hos BC Garn, samt lidt mohair fra Bendix Garn. Alt sammen noget der frister, men først skal jeg afgøre, hvad der skal på pindene. Den meget spæde start til zebratrøjen er gået. Så den er også i gang, hvis sølle 16 pinde tæller. Foreløbig ser den mig en anelse for lang ud, så måske det bliver en zebrafrakke! Mit rib-projekt har fået min udelte opmærksomhed i den forgangne uge. Det har passet mig godt at strikke rundt og rundt og...... Hvilket jeg også skal de næste 20 centimer uden at gøre andet end at huske på tre ret og tre vrang! Jeg har lovet mig selv kun at strikke på det projekt, indtil det begynder at blive lidt kedeligt - så må det have en pause. Hellere være lidt længere om det og så få den færdig. Det er jo ikke fordi modellen er speciel charmerende, når den ligger der i al sin ujævne-rib-pragt!
Nu er tiden inde til at lave en kande te i min nyindkøbte lime-farvede tekande. I går da jeg fejrede ferien i rigtigt godt selskab, faldt vi over lige den kande, som jeg længe har ledt efter. Den stod der og ventede på mig - oven i købet til en yderst rimelig pris! I kender det sikkert godt, når en "ting" kan gøre en rigtigt glad. Det kan min nye tekande! Det er som om, at teen smager endnu bedre. Ikke mindst fordi der i butikken stod en lækker stor kop ved siden af kanden.......
Hvis jeg regner med at gå i seng kl. 24, har jeg nu godt otte timer, hvor min største bekymring er at finde pengepungen, når pigerne selv skal hente deres middag i aften, aflevere nøglen til hus-og kaninpasseren og lægge en portion tøj sammen! Det er det, jeg siger, ferietid er den bedste tid på året!
skønne garn indkøb...farven er bare flot. ...det ser ud til, at der skal endnu en "snowdrop" på pindene.
rigtig god ferie.....be creative!
malle
Posted by: Malle | October 14, 2006 at 18:27